Søg S
Nyhed

Udstilling: Digital Matters / Honey Biba Beckerlee

​Kunstner og ph.d.-studerende Honey Biba Beckerlees udstilling Digital Matters undersøger forbindelser og sammenfiltringer på tværs af geologi, teknologi og biologi, og kortlægger grundstoffernes bevægelse fra naturen ind i computeren og videre ind i menneskekroppen.

Kabeltromler, digitalt affald, ledninger og serverracks er blandt materialerne i Digital Matters, der bl.a. består af en række skulpturelle installationer skabt af keramiske friser. Friserne er lavet af spildprodukter fra en microchipfabrik samt vævede algoritmer i optisk fiber og kobberledning.
 
Biba Beckerlee sætter gennem sine værker fokus på, hvor grundstofkrævende den digitale tidsalder er og peger samtidig på de komplekse sammenhænge mellem mineraler, mennesker og teknologi. Værkerne spørger til vores forhold til det digitale samt til vores viden om, hvordan specifikke grundstoffer fra vores computer finder ind i vores kredsløb. Dertil udfordrer Biba Beckerlee de forskellige materialer ved at undersøge, hvad de egentlig er i stand til, og hvordan de normalt opleves. På den måde skabes nye materielle, såvel som kulturelle, forståelser af råstofferne og dermed af teknologiens kontekst og udformning.
 
Honey Biba Beckerlee er kunstner og ph.d.-studerende ved Kunstakademiets Billedkunstskoler, og med baggrund i Beckerlees research akkompagneres udstillingen af en talk og workshops med fokus på materialer og mineraler.

Udstillingen vises på Kunsthal Charlottenborg fra 13. oktober – 19. februar 2023
Fernisering: 12. oktober 2022 kl. 17:00