Søg S
Udstilling

Signs & Wonders

Af Michael Stevenson. Udstillingen åbner d. 20. november kl 19.

Med Signs & Wonders præsenterer Kunsthal Charlottenborg som den første kunstinstitution i Skandinavien en soloudstilling med den newzealandske kunstner Michael Stevenson (f.1964). Kunsthallens spektakulære udstillingssale danner ramme om én samlet ny installation skabt specielt til stedet. 

Seks hjemmebyggede flysimulatorer opstillet i en rundkreds tager udstillingens publikum med på tavse, imaginære flyveture ved hjælp af konstruerede cockpits og virtuelle landskaber skabt med specialudviklet computer software. Flyveturene er henlagt til afsidesliggende egne i Papua Ny Guineas højland, hvor små fly spiller en afgørende rolle i forhold til at bevæge sig rundt i det svært fremkommelige landskab. For den lokale befolkning såvel som kristne missionærer i området har flyvemaskinen derfor en helt særlig betydning. 

Udstillingen forbinder emner som religion, flyvning, uddannelse, antropologi og globalisering og lægger sig i forlængelse af en række af Michael Stevensons tidligere projekter, der sammenfletter anekdoter, historie- skrivning og aktuelle begivenheder i særegne, skulpturelle installationer. 

Signs & Wonders er kurateret af Henriette Bretton-Meyer og er produceret i samarbejde med Midway Contemporary Art i Minneapolis, hvor udstillingen præsenteres i 2016.