Søg
Udstilling

MED DEN ENE FOD I GRAVEN

Udstilling og live-installation på Kunsthal Charlottenborg om problemer og alternativer. Af Jes Brinch

Kunsthallens Mezzanin vil i hele oktober måned være præget af live-events, performance, lyd og musik fra Discohingst, når Jes Brinch i sin kunstinstallation behandler problemer og alternativer under titlen: MED DEN ENE FOD I GRAVEN.

Alle events foregår i en ekstasebar indbygget i udstillingen.Temaet er problemer og alternativer og her undersøges nære eksistentielle problemer i samtiden, samt alternativer til disse problemer, gennem samtaler, dialog og underholdende events.

Talks og samtaler

Talks og samtaler foregår i dialog med inviterede gæster, og folder gæstens tanker, ideer og holdninger ud i et afslappet format, der også inviterer publikum til at deltage i debatten.
Der debatteres, hvordan der kan tænkes alternativer til de problemer, der definerer samtiden, som for eksempel stereotype kønsroller, taber-vinder mentalitet, fremmedgjorthed, følelsesløshed, passivitet eller udtryk for kritisk holdning. Fokus lægges i samtalerne på frigørelse og skabelse af konkrete alternativer.

Teater- og performance

Teater- og performancedelen er et samarbejde mellem Johannes Lilleøre og Erik Pold. Korte teater/performance-acts danner en fortløbende fortælling i løbet af udstillingsperioden, med Johannes Lilleøre som fast performer.

Musik og koncerter

Musik og koncerter er en integral del af projektet, og består af eksperimenterende elektronisk dansemusik hver fredag aften i udstillingsperioden. Ud over gæster er Discohingst fast performer, og leverer et nyt opgør med etablerede musikformer hver fredag.