Søg
Nyhed

Kunstakademiets Billedkunstskoler genansætter Michael Thouber til at stå i spidsen for Kunsthal Charlottenborg

Michael Thouber fortsætter som direktør for Kunsthal Charlottenborg

Stillingen som direktør på Kunsthal Charlottenborg blev slået op i foråret 2023, da den eksisterende åremålsansættelse udløb. Ansættelsesprocessen er nu forbi, og et enigt ansættelsesudvalg har peget på Michael Thouber som kunsthallens fortsatte direktør.

“Jeg er glad for at kunne fortælle, at Michael Thouber forsætter som direktør for Kunsthal Charlottenborg de næste fem år. Vi har med genansættelsen af Michael Thouber valgt at forsætte den stabile og positive udvikling, Charlottenborg har været igennem de seneste otte år. Jeg ser frem til det fremtidige samarbejde med en fokuseret udvikling af kunsthallens samlede aktiviteter og en styrkelse af de områder, hvor billedkunstuddannelsen og kulturinstitutionen møder hinanden”, siger rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler Lars Bent Petersen.

Det var et felt af højt kvalificerede ansøgere, der søgte stillingen som direktør for Kunsthal Charlottenborg. Ansættelsesudvalget har lagt vægt på ansøgernes erfaring med realiseringen af strategiske mål, gode resultater med formidling til en bred offentlighed, samt på ansøgernes kunstfaglige uddannelse og deres overvejelser om en fremadrettet fokuseret udvikling af kunsthallen.
 
”Kunsthal Charlottenborg står i en virkelig stærk position. De seneste års høje faglige niveau har medført øget interesse fra internationale kunstnere og kolleger, hvilket giver mulighed for at arbejde sammen med nogle af de mest eftertragtede kunstnere og kunstinstitutioner fra hele verden. Derfor er det en drømmeopgave for mig sammen med mine dygtige kolleger at videreføre og videreudvikle Kunsthal Charlottenborg som en institution, der giver samtidskunsten en fremtrædende position i samfundet”, siger Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber i forbindelse med genansættelsen.
-
Michael Thouber (f. 1971) er cand.mag. og direktør for Kunsthal Charlottenborg siden 2015. Han har tidligere arbejdet i DR som kulturredaktør fra 2001-2006 og senere som kanalchef for DR2 i perioden 2012-2015. I årene 2006-2012 fungerede han som medie- og kulturrådgiver hos e-Types. Desuden var han medgrundlægger af Udstillingsstedet 1% og Kunstmagasinet 1%, og har arrangeret udstillinger i både Danmark og udlandet. Endelig har Michael Thouber arbejdet på museerne Arken og Glyptoteket og er medforfatter til kunstbogen "Det man ikke ser”.
 
Siden 2012 har Kunsthal Charlottenborg været en del Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Kunsthal Charlottenborg er et af de største udstillingssteder for samtidskunst i Nordeuropa. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med internationalt udsyn, der omfatter talenter såvel som etablerede kunstnere fra både ind- og udland.
 
For spørgsmål kontakt venligst: Rektor Lars Bent Petersen, Tlf. +45 33 74 46 00,