Søg
Udstilling

Kunstakademiet udstiller i Danske Grafikeres Hus

Oplev grafiske værker af studerende og undervisere fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i Danske Grafikeres Hus i København.

Indtil 3. december udstiller studerende og undervisere sammen grafiske værker, skabt i forbindelse med et specialiseret undervisningsforløb i Kunstakademiets grafiske værksteder.

Specialiseringsforløbet er et nyt undervisningstilbud rettet mod Kunstakademiets kandidatstuderende, som over et semester dedikerer sig til fordybelse i arbejdet på et af kunstakademiets værksteder, også kaldet laboratorier – i dette tilfælde grafiske teknikker og udtryk.

Udstillingen viser værker af de tre kandidatstuderende og de tre undervisere, der er tilknyttet specialiseringen i Grafisk Laboratorium, og er et nedslag halvejs i undervisningsforløbet.

Et bredt udsnit af grafiske teknikker er repræsenteret på udstillingen, bl.a. serigrafi, fotogravure, akvatinte, monotypi og assemblage.
Med studerende Femja Haack, Ditte Johanne Krogh Bertelsen, C Clement, og undervisere Katrine Lyck, Finn Naur Petersen og Lars Grenaae
 
Det Kgl. Danske Kunstakademi har i en årrække samarbejdet med foreningen Danske Grafikere om at prøve kræfter med forskellige undervisningsorienterede projekter sat i et offentligt tilgængeligt udstillingsformat.

Danske Grafikeres Hus
Sølvgade 14, 1307 København K
10. november - 3. december, 2023
Torsdage og fredage kl. 13 -17
Lørdage og søndage kl. 11 - 15