Mail Art er kunst der produceres og deles per post. Dens rødder ligger for det meste i USA og Canada, men navnet ”Mail Art ” blev opfundet af en franskmand og der var Mail Art-kunstnere aktive over hele kloden, i Nord- og Sydamerika, i Vest- og Østeuropa, i Japan og Australien.
Mail Art kender ingen hierarkier. Det handler ikke om at være den første eller den bedste, men om at være med. Værkerne tager form som korrespondance mellem individer eller projekter der kræver deltagelse fra andre. Kunsten ligger både i den individuelle forsendelse og det kollektive projekt, både i det enkelte værk og i infrastrukturen. Alle stilarter og emner er tilladte fordi det eneste der er vigtigt, er udvekslingen.
Som kunstart er Mail Art et produkt af tidens vægtning af selvorganisering. Den er politisk i sit forsøg på skabe en infrastruktur udenom den gængse og på at redefinere hvad samarbejde og fællesskab er. Det begreb, der er mest til forhandling, er demokrati. Mail Art handler det ikke om at vælge den ene eller den anden kandidat eller om at stemme for eller imod et forslag. Det handler ikke om flertallet men om, at alle stemmer bliver hørt.
Mail Art legemliggør en facet af politikken i 1970erne, men den billedliggør samtidig tidens politiske klima. Fordi den individuelle stemme er så vigtig, bliver alle tidens interesser hørbare. Sloganet ”Det private er politisk” blev først brugt i 1970 og er afgørende for Mail Art. Sydamerikanske kunstnere delte deres syn på militærdiktaturerne i deres land, østeuropæiske kunstnere delte deres håb om et internationalt fællesskab og kunstnere overalt billedliggjorde deres angst og drømme. Øst-Vest-konflikten, atomtruslen, kapitalisme og kommunisme figurerer, men også ønsket om ligestilling mellem kønnene, seksuel frigørelse og miljøet.
For kunstnere i Sydamerika og Østeuropa var Mail Art en måde at dele deres værker med resten af verden på, men kunstnernetværket var også en måde at udøve tryk på når kunstnere i Sydamerika eller Østeuropa ”forsvandt”. Den amerikanske digter Geoffrey Cook udløste f.eks. en kampagne der lignede Amnesty Internationals brevkampagner da de uruguayanske kunstnere Clemente Padin og Jorge Caraballo forsvandt i 1977. Mail Art var utopisk, men var sig også bevidst af de politiske realiteter og formåede at blive hørt.
Udstillingen er organiseret i samarbejde med Golden Days Festival om 1970erne af billedkunstner Niels Lomholt og kunsthistorikerne Lene Aagaard Denhart og Peter van der Meijden.