Søg
Udstilling

Afgang 2017

22 apr – 28 may 2017
Fernisering: 21 apr 2017 18:00

Afgang er den årligt tilbagevendende eksamensudstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. 24 kunstnere færdiggør i disse måneder deres 6-årige uddannelse. Udstillingen fejrer og fremviser helt nye værker skabt af dimittenderne fra Kunstakademiet. Udstillingen er på én gang kronen på værket og en indsigt i de sidste 6 års uddannelsesproces.

Materialer og udtryk vil variere fra kunstner til kunstner, og årets afgangsstuderende arbejder med alle former for stilarter og udtryksformer; fra video og maleri over skulptur til installation og performance. Noget er i stor og imponerende skala, andet helt flygtigt eller porøst. Tilsammen udgør de det bedste bud på et udsagn om samtidskunstens fremtidige udtryk. Udstillingen præsenteres i de klassiske rammer af store ovenlyssale på Kunsthal Charlottenborg—ét hus som i 1883 åbnede med den vision at vise det nyeste billedkunsten havde at tilbyde.

Årets udstillende kunstnere er:
Anne Eckersberg, Anne Sofie Fenneberg, Coline Marotta, David Minařík, Eduardo Antonio Rodriguez Chain, Gabriel Bott, Hannibal Andersen, Ingrid Høiskar Borgfjord, Jacob Alrø, Jens Hüls Funder, Jesper Skov Madsen, Kirsten Astrup, Lydia Hauge Sølvberg, Malte Starck, Veronica Riget, Nicky Sparre-Ulrich, Nike Åkerberg, Nikolaj Nielsen Phillipsen, Nina Mølgård Knappe, Oskar Jakobsen, Signe Boe, Simon Rasmussen, Theodor Walldius og Vibe Overgaard.

Udstillingens kurator
På opfordring af kunstnerne selv er Christian Skovbjerg Jensen blevet udpeget til at kuratere Billedkunstskolernes afgangsudstilling. Skovbjerg Jensen er en stærk profil indenfor det nordiske kunstmiljø og har bred erfaring med kuratering og kunstformidling. Skovbjerg Jensen er direktør for Inter Arts Center i Malmø og har tidligere kurateret større udstillingsprojekter såsom Tumultog Momentum biennalen og dele af Copenhagen Art Festival i 2012.

Presse
Pressemateriale og billeder kan findes på Kunsthal Charlottenborgs hjemmeside