Kunstakademiets Venner
Billedkunstskolerne rummer 180 kunststuderende og en stor stab af kunstnerisk aktive professorer og lektorer, der 365 dage om året helliger sig billedkunst i et fagligt ambitiøst miljø under Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, på Charlottenborg og i Hirschsprung-kareen, midt i København. December 2011 lancerede vi en venneforening.
Kunst kræver fordybelse og arbejdsro, men vi huser samtidig en lang række offentligt tilgængelige forelæsninger og seminarer. Tre dage om året inviterer vi dig tilmed indenfor og om bagved.
Om sommeren åbner vi dørene til atelierpladser, auditorier og andre arbejdsrum med Rundgang og årets dimittender holder Afgang med udstilling hos en kunsthal i indre København. Om vinteren udkommer Kunstakademiets Årbog og samler op på Billedkunstskolernes mange aktiviteter i det forgangne år. Foruden invitation til de nævnte åbne arrangementer, bliver du som ven af kunstakademiet orienteret om de skiftende udstillinger hos Billedkunstskolernes Udstillingssted Q i Peder Skrams Gade og BKS Garage på Ny Carlsberg Vej, hvor kunstakademiets studerende arrangerer udstillinger af egne og andres værker.
Som Kunstakademiets Ven får du ...
• Nyhedsbrev pr. e-mail fire gange om året, inkl. invitation til særarrangementer.
• Billedkunsttryk som medlemsbevis, i år af Jon Erik Nyholm, der er tilknyttet kunstakademiets Grafisk Skole.
• Kunstakademiets Årbog 2011-2012 med indblik og udsyn, frieksemplar udleveres ved november måneds bogreception eller ved henvendelse på kontoret (detaljer følger nærmere udgivelsesdagen ultimo 2012).
Vil du støtte Billedkunstskolernes virke og få indblik i samtidskunsten, mens den udfolder sig? For et års medlemsskab, indbetal kr. 300 på kontonummer 0216 4069052886, husk at sørge for dit navn fremgår som afsender + send en e-mail til venner@kunstakademiet.dk med følgende oplysninger:
1. Navn (ved firmamedlemsskab også navn på kontaktperson)
2. E-mailadresse
3. Postadresse
4. Ønsker du at blive nævnt på listen over Kunstakademiets Venner? (ja/nej)
Når vi har registreret din indbetaling, modtager du med posten et billedkunsttryk som bevis for dit medlemsskab 2011-2012. Vi glæder os til at byde dig indenfor!
"Kunstakademiets Billedkunstskoler er en 258 år gammel uddannelses- og kulturinstitution, som lever et arbejdsomt liv bag Charlottenborgs mure. Men vi er del af en meget større sammenhæng. Vi ser det som en af vores centrale opgaver at dele de kunstneriske undersøgelser, den viden og de erfaringer fra den skabende proces som udgør en del af hverdagen på institutionen, med vores omverden. Hvert år sender vi tredive dimittender ud i verden, og tredive nye studerende optages. Hvert år kommer mere end tredive gæstelærere fra hele verden. Sammen med vores faste stab af internationalt udstillende professorer og lektorer bidrager de til at vores undervisningsprogram er alsidigt og relevant. Hvert år kommer tusindvis af gæster og ser de studerendes arbejde på Rundgang, Afgang og på vores to udstillingssteder, ligesom mange interesserede fra nær og fjern deltager i vores faglige seminarer, foredrag og debatter. Denne deltagelse, interesse og opbakning fra både tidligere studerende, andre aktører i kunstmiljøet og den bredest mulige kreds af alment kunstinteresserede er afgørende for vores arbejde. Derfor inviterer vi nu til medlemskab af Kunstakademiets Venner. Som ven af Billedkunstskolerne under Det Kongelige Danske Kunstakademi udgør man en aktiv støtte af institutionens faglige aktiviteter og får mulighed for at følge vores arbejde på nærmere hold." Mikkel Bogh, rektor, Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne.
