Endnu engang slår Kunstakademiets Billedkunstskoler døre og porte op for udstillingen Rundgang 2009. Udstillingen varer tre intense dage. Der ferniseres fredag d. 13.6. kl. 15, og udstillingen slutter den følgende søndag kl. 20.
På Rundgang udstilles værker og projekter af samtlige 200 studerende ved Billedkunstskolerne. Men rammerne er ikke dem vi kender fra museernes og galleriernes kunstudstillinger. På Rundgang føres publikum dybt ind i Kunstakademiets lokaler, igennem værksteder, atelierer, laboratorier, cafeer, studenterkøkkener og auditorier, ind i Festsalen, ned i kælderen, ud i Christian IV's gamle rebslageri, over i Bertel Thorvaldsens professorbolig, ud i de sidste rester af den tidligere botaniske have, rundt i de labyrintiske gange på Charlottenborg slot og op og ned af trapper i Hirschsprung-kareen hvor cigarfabrikken engang lå og hvor kunstakademiets Grunduddannelse ligger i dag. Alle disse steder rummer mangfoldige lag af historie, men først og fremmest er der her studerende og undervisere ved Kunstakademiets Billedkunstskoler til hverdag arbejder på at skabe en kunst der taler ind i vores egen tid - og måske endda er et hestehoved længere fremme. På Rundgang viser de studerende resultater af dette arbejde frem for hinanden, for lærere og professorer og ikke mindst for en bredere offentlighed.
Rundgang giver den besøgende et enestående indblik i nye tendenser inden for den mest søgende og eksperimenterende del af samtidskunstscenen, nemlig den der befolkes af unge kunstnere under uddannelse.
Nataschas køkken står for salg af mad og drikke i hele åbningstiden.
Pressekontakt:
Rektor Mikkel Bogh, tlf. 33 74 46 01
Ledelsessekretær Camilla Sarantaris, tlf. 33 74 46 01
E-mail: bks@kunstakademiet.dk