Søg

Kunstnerisk udviklingsprojekter

Mediated Matter

Billedkunstskolernes forskningsprojekt Mediated Matter Developing tools and methods for contemporary art with 3D technology er planlagt til at forløbe over tre år og blev søsat i begyndelsen af 2014. Mediated Matter danner grundlag for Laboratoriet for 3D
 
Formålet er at give samtidskunsten nye indsigter og perspektiver. 3D-feltet er hidtil primært udviklet af animatorer, arkitekter, ingeniører og designere.
Mediated Matter bruges 3D-teknologien til at udvikle nye billedkunstneriske værktøjer og metoder og derved udfordre vores normative forståelser af billede, skulptur, objekt og rum- & tidsmæssige relationer samt genforhandle grænserne mellem et digitalt og et fysisk rum.
Mediated Matter vil ’sprænge rammerne’ og finde ud af, hvad teknikken også kan. Derfor er materialiteten og udforskningen - ikke teknologien som sådan - i højsædet, og man må fx meget gerne bruge 3D-printerne ’forkert’.

Derved kan projektet være med til at åbne ideen om, hvad 3D er og kan, og samtidig rykke Kunstakademiet ind i fremtiden.

Læs mere om Mediated Matter her

Grafen - medie og mineral

Anu Ramdas (f. 1980) er uddannet MFA fra Billedkunstskolerne og er i dag tilknyttet Laboratoriet for Medier som undervisnings- og værkstedsassistent. I sin egen praksis har hun ofte arbejdet med fysiske og kemiske processer som f.eks. magnetisme og stråling. I år påbegynder Anu Ramdas et KUV-projekt om grafen, som skal undersøge hvilke kunstnerisk muligheder, der ligger i udviklingen af materialet.  
 
Historien om grafen begyndte i 2010, da Andre Geim og Konstantin Novoselov modtog Nobelprisen i fysik for opdagelsen af materialet. Siden har materialet, takket være dens helt unikke egenskaber, vakt betydelig opmærksomhed i forskningsverdenen såvel som offentligheden.
Grafen består af et en-atom tykt lag af grafitpulver (en krystalliseret form af kulstof). Kulstofatomerne i grafen former et hønsenetstruktur, der har vist sig at være 200 gange stærkere end stål, mere elektrisk ledende end kobber, ligeså fleksibelt som gummi og lufttæt. Materialet kan derfor potentielt erstatte brugen af f.eks. sjældne jordarter, som udgør essentielle komponenter i nutidens billed- og kommunikationsteknologi (smartphones, tablets, harddiske, hukommelseskort, kameraer og mikrofoner).
 

Bæredygtige materialer og materialesprog

Malene Bang (f.1978) er uddannet MFA fra Billedkunstskolerne og er tilknyttet Billedhuggerskolen Charlottenborg som assistent, hvor hun bl.a. står for den daglige drift af værkstedet. I 2017 påbegyndte hun et 2-årigt KUV-projekt, som har formålet at udvikle bæredygtige plast og bio-masser til støbning af skulpturer og objekter. Disse materialer kan potentielt fungere som alternativer til de sundhedsskadelige plastmaterialer og silikone-typer, som ofte anvendes på Plast Laboratoriet i dag.
Den første del af projektet består af at identificere og teste en række materialer. Dette skal munde ud i et fysisk og online materialebibliotek på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, som studerende og det kunstfaglige miljø kan tilgå og bruge til at udvikle deres viden inden for materialebrug. Længere fremme i projektet er der også planlagt workshops for studerende, som vil tage udgangspunkt i de nye materialer. Projektet udføres i samarbejde med Teknologisk Institut samt Per Kapper og Kapper Creations.