Søg

Uddannelsen

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er en videregående uddannelsesinstitution under Kulturministeriet, der tilbyder den videregående uddannelse i Billedkunst: en 3-årig Bachelor of Fine Arts (BFA) og en 3-årig Master of Fine Arts (MFA)

Uddannelsen fordrer en selvstændig arbejdsindsats på fuld tid samt vilje til, i tæt samarbejde med de andre studerende, at deltage i såvel de praktiske som de teoretiske dele af studieforløbet. 
Formålet med uddannelsen er at udvikle den studerendes kunstneriske praksis med henblik på en efterfølgende professionel beskæftigelse som billedkunstner. Dette sker gennem grundig individuel vejledning, en omfattende undervisning i fagets tekniske, praktiske og teoretiske discipliner og aspekter samt i kraft af fælles gennemgange, diskussioner og kritisk analyse af den kunstneriske produktion.

Studieordninger, regler og bekendtgørelser 

 

Den tre-årige BFA-uddannelse består af et 3-årigt studie på Grundskolen, der afsluttes med bachelorprojekt, således at BFA-uddannelsen afsluttes med en faglig bedømmelse efter uddannelsens 3. år.

Efter opnåelse af BFA-graden kan de studerende fra Billedkunstskolerne fortsætte på MFA, hvor de er garanteret plads i indtil to år efter afsluttet BFA.
MFA-uddannelsen foregår på en af de fem professorskoler. Det er muligt at skifte professorskole undervejs. MFA-uddannelsen afsluttes med en faglig bedømmelse af den studerendes bidrag til årets Afgangsudstilling.
 
Til uddannelsen, på såvel BFA som MFA niveau, er der knyttet et Institut for Forskning og Tværgående Studier, der tilbyder teoretisk og historisk undervisning på tværs af skolerne, samt står for Billedkunstskolernes samlede forskning.
 
Til Grundskolen og professorskolerne er knyttet en række laboratorier, der tilbyder undervisning i kunstnerisk praksis. Laboratorierne er værksteder, hvor der stilles faciliteter og materialer til rådighed. En del af undervisningen foregår på disse laboratorier.

Jobmuligheder

Kunstakademiets Billedkunstskoler har som mål at give de studerende viden og kvalifikationer således, at de efter endt uddannelse kan få et professionelt virke som billedkunstnere.

Både gennem en karriere som selvstændig praktiserende billedkunstner og inden for andre erhverv, der efterspørger billedkunstneriske kompetencer på højt niveau: Undervisning, organisering, rådgivning, design m.v.

Handicappolitik

Akademiet bestræber sig på at imødekomme alle. Mennesker med funktionsnedsættelse og psykisk handicap kan søge om optagelse på akademiets uddannelse. 

De fleste aktiviteter på Det Kongelige Danske Kunstakademi foregår dog i ældre, fredede bygninger, der desværre ikke altid byder på adgangsforhold, der er velegnede for mennesker med handicap; eksempelvis kørestolsbrugere.

Derfor er det vigtigt, at studerende med handicap, der søger optagelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi, gør os opmærksomme på herpå, således at vi kan tage de nødvendige hensyn ved studiestart og under tilrettelæggelsen af undervisningsaktiviteterne i øvrigt.