Søg
Udstilling

Tori Wrånes: Ældgammel Baby

Den gådefulde udstillingstitel Ældgammel Baby slår tonen an til den fremstormende norske samtidskunstner Tori Wrånes’ første soloudstilling i Danmark: Med afsæt i hendes fantasifulde og til tider foruroligende univers har kunstneren skabt en udstilling, der kan betragtes som én samlet installation bestående af mange individuelle elementer, flere af dem skabt direkte til kunsthallens højloftede udstillingsrum.

Film af svævende væsener, et soundtrack der forbinder udstillingsrummene, skiftende lysfænomener og forunderlige fritstående objekter er blandt de skulpturelle elementer, der udgør udstillingen, og som er med til at understrege fornemmelsen af, at rummene er i bevægelse.

Tori Wrånes ved flere lejligheder arbejdet med troldekarakteren, ikke som en nationalromantisk figur men snarere som en karakter, der står for det ukontrollerede, det ureglementerede; et væsen der afviger fra normen, og som laver sine egne, alternative regler.

Troldekarakteren er også til stede på Kunsthal Charlottenborg, bla. i filmen der dokumenterer Wrånes’ stort anlagte performance i de italienske alper, TRACK of HORNS (2015), og i et helt nyt filmværk skabt til denne udstilling.

For Wrånes er troldekarakteren en måde at lege med identitet på, som giver mulighed for at udtrykke forskellige aspekter af personligheden. Som Tori Wrånes siger; ”Jeg er interesseret i trolden, fordi den repræsenterer hele spektret af det at være menneske”.

Tori Wrånes er især kendt for sine nærmest surreelle, skulpturelle installationer og opsigtsvækkende performances, hvor hun, iklædt særprægede kostumer, bruger sin stemme som instrument. Ved hjælp af masker, kostumer og rekvisitter formår hun at skabe et drømmeagtigt univers.

I dette parallelle univers formår Wrånes med et glimt i øjet at forplante en frydefuld forventning om, at noget uventet kommer til at ske – således også i udstillingen Ældgammel Baby. Som publikum kan man imidlertid ikke vide sig sikker på, hvad der kommer til at ske. Alt er muligt – loftet kan skifte farve, en taske kan synge, trolde kan svæve, skulpturer kan være i bevægelse.

Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer.