Søg
Nyhed

Stipendier til forskere på Billedkunstskolerne

I løbet af foråret 2016 har tre forskere modtaget stipendier til at påbegynde eller fortsætte deres forskningsprojekter og kunstneriske praksis ved Billedkunstskolernes Institut for Forskning og Tværgående Studier. Det ligger i tråd med missionen om fremover at styrke kunstnerisk udviklingsvirksomhed og forskning på Kunstakademiet.

Billedkunstner, MFA Rikke Luther har modtaget Mads Øvlisens praksisbaserede ph.d-stipendium til sit arbejde med Concrete Aesthetics: From the Era of Universal Political Rights to the Financial Post-Democracy. Projektet undersøger betonens æstetik i et historisk perspektiv samt byggematerialets symbolske værdi – fra i efterkrigstiden at være forbundet med menneskeligt fremskridt og demokratiets udbredelse til i dag snarere at blive associeret med klimaforandringer, finansspekulation og ulighed. Rikke Luthers projekt udføres i samarbejde med Københavns Universitet.
 
Ph.d og billedkunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld bliver Billedkunstskolernes første post-doc-studerende, og hendes projekt har opnået støtte fra Mads Øvlisens praksisbaserede postdoc-stipendium. Forskningsprojektet Affect’s Time: Affect and Experiences of Time of the Asylum arbejder med den affektive oplevelse af tidsligheder og afsøger via flerskærms videoinstallationer, hvordan affektens tid kan forstås som et fænomen, hvor mange forskellige og divergerende tidsopfattelser kan eksistere i det samme rum.
 
Endelig har Tamar Guimarães fra Statens Kunstfond modtaget et tre-årigt arbejdsstipendium for ”sin research-baserede praksis og måden hvorpå hun iscenesætter historiske begivenheder gennem narrative og dokumentariske fortællinger.” Guimarães er ph.d-studerende på Billedkunstskolerne, og hun arbejder med medier som film, video, dias, lyd og installation. Hun har udstillet på en række internationale biennaler, institutioner og gallerier, herunder Venedig Biennalen, São Paulo Biennialen og Guggenheim Museum, New York.