Søg
Forelæsning

Charlottenborg Art Talk: Birgit Pontoppidan & Sanne Kofod

Charlottenborg Art Talks
Birgit Pontoppidan & Sanne Kofod
"Det skete på Kvindeudstillingen, Charlottenborg 1975"
Gratis entré 
Foredraget afholdes på Kunsthal Charlottenborg, mezzaninen

På Kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2017 lanceres bogen Det skete på Kvindeudstillingen, Charlottenborg 1975 af Birgit Pontoppidan på Kunsthal Charlottenborg.

I forbindelse med udgivelsen kan bogens forfatter opleves i samtale med rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler Sanne Kofod om bogen og Kvindeudstillingen XX, 1975 til denne uges Charlottenborg Art Talks.

På omslaget af bogen skriver Birgit Pontoppidan:
”Menneskemængden på Charlottenborg og køen ud til Kongens Nytorv var en indikator for, at der skete noget usædvanligt og stort i København den kolde december-dag i 1975. Det var den dag, Kvindeudstillingen åbnede på Charlottenborg. 42 kvindelige, danske kunstnere udstillede med de 50 inviterede internationale kvindelige kunstnere.

Der var underholdning hver dag. Der var kunst på væggene, der var happenings, der var dans, opera, teaterstykker, rock og lied, digtoplæsning og foredrag, der var mange man kunne mødes med og snakke med. Der var børn, mænd og kvinder.

Kort sagt det var en stor forlænget fest for sindet, synet og nærværet. Men hvad blev der udstillet, og hvem var kvinderne, og hvordan opstod den sprudlende energi. Dette kan du læse om i denne bog.

Kvindeudstillingen var unik, og i bogen giver jeg mit bidrag til at beskrive den. Udstillingen bliver stadig omtalt af udenlandske kvindelige kunstnere som værende arnen til deres første møde med deres kolleger fra andre lande.”

Det vil på aftenen være muligt at købe bogen i kunsthallens boghandel til en særpris på 250 kr.